Yorkshire Terrie

En Yorkshire terrier kræver en del pelspleje. Pelsen bliver ved at vokse hele livet og man må gøre op med sig selv, om man har tid til at vaske, føntørre, børste og frisere hunden tit nok til, at Yorkien kan leve et godt liv uden filterknuder. Disse har særlig en tendens til at opstå under maven og ved benene, hvis ikke man er påpasselig og får redt dem ud. Man bør hver dag frisere hunden med en god børste.

Et bad hver 8-10. dag er et must, når man har en Yorkshire terrier. Jævnlig vask er med til, at pelsplejen bliver meget lettere at håndtere. Husk i øvrigt altid før badning at rede pelsen fuldstændig igennem – det forhindrer, at pelsen kommer til at ligne en såkaldt ”kogt uldsok”, hvor det hele er filtret sammen og umuligt at rede ud.

Mange vælger at få klippet deres Yorkie ned i en rigtig sød hvalpeklip, og det kan være en rigtig god løsning, hvis det kniber med at håndtere den lange pels i det daglige.

Yorkshireterriere har sarte luftrør, så de skal helst gå med en specialsele der er lavet til hunde med disse problemer. Man må huske at børste hundens tænder.

Ørehårene skal ud.

Racen blev ”startet” tilbage i 1880’erne, da fattige arbejdere fra Skotland søgte jobs i Yorkshire i England, og medbragte deres egne arbejdshunde, Clydesdale terrier og Paisley terrier – altså langt større hunde end vore dages yorkier. Disse parrede man så med English black and tan toy terrier og Skye terrier, og for lige at give racen dens smukke silkepels ”blandende” man den smukke hvide malteser ind over også.

Således og meget kort fortalt, kan man sige at selve racen – YORKSHIRE TERRIER – blev “grundlagt”.

Den var særlig velegnet til at tage rotter i minerne INDEN mandskabet gik ned, og til dette formål blev den brugt, dengang vejede racen dog omkring 6 kg. Den var lige så lynende hurtig som dem vi kender i dag.

Det siges at stamfaderen til vore dages yorkier er en hanhund ved navn ”Huttersfield Ben” opdrættet af en englænger ved navn Mr. Eastwood. Huddersfield Ben blev opført i den engelske kennel klub som ”broken haired Scottish terrier”, men det blev hans søn ved navn ”Mozart” der kom til at ændre dette til YORKSHIRE TERRIER. Huddersfield Ben nåede at blive far til en del yorkier, inden han 6 år gammel blev kørt over af en hestevogn og døde. Hans pels var mere strid end den vi foretrækker og kender i dag, men fordi racen er sådan en slags ”blandingsrace” af mange typer terriere og mange størrelsesvarianter, kan man lidt groft sagt sige at det er det der af og til stadig og ind imellem ”slår igennem” når man pludselig som opdrætter måske står med et lidt stort eksemplar af racen, og med en måske ikke helt korrekt steelblue/tan farve – det er altså simpelthen generne fra ”gammel tid” der stadig spiller ind.

Yorkshire terrieren er utrolig intelligent, den nyder at blive udfordret og løse opgaver, hjælpe til med forskellige ting i hjemmet, hente avisen eller posten ind, ja sågar agility og svømning kan den sagtens klare – trods sin liden størrelse.

Dog skal man ikke påbegynde agility før hunden er ordentlig udviklet/udvokset i sine led og muskler – hvilket vil sige omkring 1 års alderen. En agility bane beregnet til kaniner er f.eks. utrolig god til en Yorkie.

Terrierens jagtinstinkt er bevaret og selv om yorkien holdes som familiehund, må man ikke glemme at jagthunden ligger skjult og “lige under pelsen”.

Yorkshire terrieren er generelt utrolig modig, nysgerrig og noget gøende, det er jo en ”alarmhund” – der nok skal alarmere sin flok (familie) hvis noget galt er på færde, den kaster sig gerne og modigt ud i et slagsmål for at redde sin familie – selv om den på forhånd vil tabe – for den tror selv den er en langt større hund end den er – den har et ego uden lige og den er utrolig elegant og yndefuld på en og samme tid.

De fleste yorkier er selvsikre og selvstændige, og kan godt være noget stædige, hvis ikke den lige gider, jamen så gider den altså ikke fordi DU beder den om det…..

De er intelligente, charmerende, livlige og aktive, legesyge og altid med på narrestreger og oplagt til sjov og ballade, de har dagligt behov for flere gåture og udfordringer ude som inde.

Hvalpen har i den første tid ikke det store behov for motion, men har derimod behov for nye, spændende oplevelser, der styrker dens mentale udvikling. Du bør stimulere hvalpen i at bruge alle dens sanser, herunder også dens lugtesans. Når vi, flinke som vi er, serverer hundens foder i madskålen, fratager vi hunden glæden og udfordringen i at bruge næsen. I naturen ville ulven/hunden skulle søge efter et byttedyr, følge sporet over mange kilometer og endelig fange byttet. Det skal tamhunden ikke, men den har stadig brug for at bruge næsen og få trættet sanserne. Ved at lade hunden søge efter sin mad på græsplænen og lede efter gemt legetøj inde og ude, kan vi igen lade hunden bruge sanserne og blive mentalt træt på en naturlig måde.

Der er selvfølgelig individuelle forskelle fra hvalp til hvalp og fra race til race. Hvis din 9 uger gamle hundehvalp bruger 80% af tiden på gåtur på at snuse og kigge, så må gåturen godt være længere, mens hvis din hundehvalp drøner derudaf, så bør du holde turen under 15 minutter indtil hvalpen er 12 uger. Det som man bør undgå med hvalpe, er monoton gang. Det betyder den type gang vi ser på fortove, asfalt og lignende, hvor hunden har samme bevægelsesmønster eller gentager samme bevægelser. Dette er hårdt for hvalpens umodne krop og kan have betydning for udviklingen af led og sener.

Når din hvalp er rundet 12 uger kan du sætte turens længde en smule op. Grundlæggende er det ikke vigtigt at hundehvalpen går lange ture, men det er vigtigt at den får nye indtryk. Sørg derfor for at din hund får oplevet forskellige miljøer, nye underlag og dufte. 

Hvis din hundehvalp er utryg ved at gå tur i begyndelsen og ikke vil besørge på turen, så sørg for at gå den samme tur i nogle dage, så du begrænser hvor mange nye indtryk den får. Hundehvalpe er individuelle og hvor nogen vil kræve mange nye indtryk, skal man tage det roligt med andre. 

I skoven, på stranden og i kuperet terræn må din hundehvalp gerne gå længere ture. Faktisk forebygger fysisk aktivitet i kuperet terræn og på blødt underlag forskellige ledsygdomme og skader. Det er med til at opbygge muskulatur og det giver hvalpen bedre koordination og balance.

Du kan gradvist øge længden på gåturene i takt med at din hundehvalp vokser. Vær i hele opvæksten opmærksom på, at hundehvalpen går på varieret underlag, gerne kuperet, og helst ikke for meget monoton gang. 

Når din hundehvalp er fuldt udvokset kan du gå så lange ture du ønsker med den, så længe konditionen er god. Kondition bygges langsomt op over tid, ligesom ved mennesker. En hund er fuldt udvokset hund er ved omkring 12 måneder for mindre hunde og 18-24 måneder for store hunde.

En hvalp bør gå så lidt som muligt op og ned ad trapper, før den er over 1 år gammel. Hvis man har trapper i hjemmet, er det derfor vigtigt, at man forhindrer hvalpen i at komme på trapperne. Hvis man sover ovenpå, og vil have hvalpen til at sove i soveværelset, bør man bære den lille hvalp op og ned den første tid

Ligesom ved almindelig gang, så gælder det samme i forhold til trapper: det er ikke sundt med monotone bevægelser! Det betyder at din hvalp ikke skal gå på trapper.

Det bliver nemmere for både dig og din hund, hvis du begynder renlighedstræningen, imens din hund er hvalp. Det er altid nemmere at lære din hund nogle gode vaner, end at skulle korrigere dårlige vaner senere hen, hvor opgaven er en helt anden og mere tidskrævende.

Hvalpen skal ud hver gang, den har sovet, har spist og drukket, har leget og været i bevægelse, møder nye gæster eller bliver opstemt. Det virker umiddelbart af meget, så som en huskeregel kan du lukke hundehvalpen ud hver anden til tredje time. Så sikrer du bedre, at hvalpen ikke besørger indenfor.

Al træning hjælpes godt på vej af ros og godbidder, og renlighedstræning er ingen undtagelse. Ros og godbidder lærer hurtigt din hund hvilken adfærd, der belønner sig, og den vil helt naturligt ønske at gentage de handlinger. Giv gerne din hund en godbid og et smil, når den er færdig, så den kan føle sig stolt over sine fremskridt.

Det er en rigtig god idé at lære din hvalp at besørge på flere typer underlag. Det bliver en fordel for dig, når du har hunden med i uvante omgivelser, hvor der ikke nødvendigvis er græs. Tag hvalpen med på forskellige gåruter, så den oplever underlag som grus, græs og asfalt under poterne. 

En lille hundehvalp har travlt med at udforske, spise og sove, og derfor er den ikke altid opmærksom på sit eget behov for at skulle besørge eller tisse. Som hundeejer er det naturligvis en træls opgave at skulle gøre rent efter et uheld, men med en hundehvalp hører det med.

Er uheldet ude, og din hund besørger indenfor, så gavner det ikke renlighedstræningen at straffe hvalpen. Afstraffelse vil gøre hundehvalpen usikker over for dig, og det kan lære den ikke at tisse i nærheden af dig. Det vil udelukkende gøre fremtidens gåture mere besværlige og utrygge for jer begge. Ros og beløn i stedet den ønskede adfærd, da din hundehvalp helt automatisk vil forsøge at gentage det, den lige har gjort næste gang.

Oplever du, at din hund besørger indenfor, når du ikke er hjemme, selvom du har renlighedstrænet den, så kan der være et underliggende problem til stede. Din hund lider måske af separationsangst eller en sygdom, der gør, at den ikke kan holde sig som en normal voksen hund. I sådanne tilfælde er det altid en god idé at opsøge din dyrlæges råd og vejledning og få hunden i behandling.

Husk en hvalps blære er først udviklet som 9 måneders unghund…