Mini Milla

Gravhund


Har du nogle spørgsmål omkring hvordan vi
gør og forløbet, så skriv endelig til os.

Gravhund


Historien om gravhunden

Gravhunden er et resultat af europæisk avl rettet mod en hund, hvis størrelse og figur kunne udnyttes til jagt af grævlinger, ræve, kaniner og andre huleboende dyr. Samtidig skulle hunden være så dygtig til sporing, at den kunne spore sårede dyr under jagt.

Denne type hund renavlede man i Tyskland ved at blande engelske, franske og tyske terriere og jagthunde. Tyskland er således racens hjemland. Den første kilde, der konkret nævner racen gravhund (eller grævlinge-kriger), er fra begyndelsen af 1700-tallet, men racen blev først udbredt senere og nåede til Amerika omkring 1879-1885. I 1888 stiftedes Den Tyske Gravhundeforening, hvorefter avlen blev mere organiseret.

I dag er gravhunden både udbredt som familiehund og som jagthund. Der findes mange kenneler i hele verden, hvorfra der foregår opdræt og salg af gravhunde. Desuden er den populær som kæledyr i mange kongehuse (blandt andet i det danske) og har derved fået et særligt, majestætisk ry.

Navnet gravhund

En udbredt misforståelse hos folk uden kendskab til racen er, at navnet gravhund refererer til hundens lyst til at grave huller. Denne lyst er ganske rigtigt til stede hos gravhunde, men navnet kommer af hundens funktion som jagthund. En gravhund er avlet til at løbe ned i graven hos fx grævlinger og jage vildtet ud, så jægeren kunne skyde det.

Gravhunden kaldtes oprindeligt Dachs Krieger, som betyder grævlingekriger, hvilket efterhånden udviklede sig til Dachshund, som man også kalder en gravhund på engelsk og mange andre sprog. Danmark er ét af de få lande, hvor racen ikke hedder Dachshund.

 

Én af dem der elskede denne race var Napoleon Bonaparte, og han navngav en af sine hunde “Napoleon”. De sidste hunde han havde blev begravet ved siden af ​​den berømte herskers grav. Gravhunde var lang tid adelens privilegium, blandt andet som jagthund.  Kaiser Wilhelm II. Havde hans foretrukne Gravhund Erdmann selv et mindesmærke med inskriptionen “Etableret til minde om min loyale Gravhund Erdmann (1890-1901) W[Ilhelm] II “. Selv den britiske dronning Elizabeth II., der er kendt for sin passion for Corgis, kan ikke unddrage en gravhunds charme: hun avler selv “Dorgis”, en blanding af Gravhund og Corgi. Også kunstnere har værdsat den kloge fyr, og blev inspireret af firbenede muser: maleren Pablo Picasso og hans gravhund Lump var uadskillelige, hvilket talrige billeder dokumenterer. Kunstneren Andy Warhol udødeliggjorde sine gravhunde Archie og Amos i mange af sine værker.

Efter Gravhunden ikke længere bare var et adelsprivilegium, erobrede racen mange hundeelskeres hjerter i hele Europa. Men især i Tyskland kunne man se de lavstammede hunde slentre gennem byerne og skovene – som familiehund steg populariteten med lynets hast.

Udseende

Gravhunden har et meget karakteristisk udseende og er især kendt for sine korte ben, den lange, smalle krop og den lange snude. Nogle andre særtræk er de liggende ører, der skal sikre øregangen mod frø, jord og snavs, og den buede hale, der gør hunden synlig i høj bevoksning samt gør det muligt for jægeren at trække hunden ud fra et hul, hvis den sidder fast. Alle disse særtræk er bevidst avlet ind i racen til jagtens formål.

Gravhunde er små hunde, der findes i flere forskellige farver, tre forskellige størrelser og tre forskellige hårtyper. Alle farver bortset fra helt hvid eller helt sort er tilladt, hvorved gravhunderacen har en rig palet af farvekombinationer. De hyppigste farver er rød, grå eller sort, og de fleste hunde har flere farver. Der findes nogle bestemte betegnelser for særlige farvetyper:


– Black and tan er sort med aftegn i brun
– Brown and tan er brun med aftegn i lysebrun
– Brown merle er brun med pletter i mørkere brun
– Black merle er mørkegrå med pletter i sort
– Blue merle er sort med pletter i grå

Det er dog væsentligt at bemærke, at der findes langt flere farvekombinationer. De ovenstående betegnelser er blot de mest hyppige, populære eller mest specielle.

De tre forskellige størrelser i gravhundens figur er standard, dværg og miniature. Disse størrelser varierer i højde og vægt:

– Standardgravhunden vejer omkring 9 kg og måler mere end 35 cm over brystet.
– Dværggravhunden vejer omkring 4-5 kg og måler mellem 30 og 35 cm over brystet.
– Miniaturegravhunden vejer omkring 2-3 kg og måler under 30 cm over brystet.

Hårtyperne findes som korthåret, ruhåret og langhåret. Kombinationen af størrelser og hårtyper er vilkårlig.
– En korthåret gravhund er den traditionelle. Den forekommer i alle farver, men hyppigst rød. Formodentlig opstod denne hårtype ved at krydse en tysk korthåret pinscher og en Bracke.
– En ruhåret gravhund er oftest grå eller sort og meget sjældent rød. Den var formegentlig et kryds mellem en korthåret gravhund, en Dandie Dinmont terrier og en tysk ruhåret pinscher.
– En langhåret gravhund kan have alle farver og egner sig ikke så godt til jagt som de andre hårtyper. Denne gravhund har et særligt flot og majestætisk udseende og opstod som en krydsning mellem spanielgruppens små hunderacer, en tysk Stoberhund og en korthåret gravhund.

Gravhundens særlige hårlag er funktionelt i al slags vejr. Yderpelsen er vandafvisende mens underpelsen isolerer godt om vinteren og næsten ikke er synligt om sommeren

Temperament

Det særligt stædige og egenrådige temperament er et kendetegn ved gravhunden. Den er yderst intelligent og årvågen, kvik, kontaktsøgende, modig og godmodig, men samtidig også stolt og majestætisk. En gravhund vil meget gerne bestemme tingenes tilstand, men er til gengæld god til at tilpasse sig nye situationer, hvis blot dens værdighed ikke bliver tråd på. Dens intelligente og loyale sind gør den i stand til hurtigt at kunne omstille sig fra at være en livlig jagthund til en kærlig familiehund. En gravhund er en meget social hund, som er glad for ros og nærkontakt både under jagt og i familielivet. Den ved intet bedre end at kravle ind under dynen hos sin ejer, ligge på skødet eller få ros for at gøre noget rigtigt. Som regel er den frimodig over for fremmede mennesker, hunde eller andre dyr og går gerne i flok.

Pleje og trivsel

En gravhund er ikke behov for så meget motion som andre hunde. En daglig gåtur suppleret af flere små lufteture er som regel nok. Ligeledes behøver gravhunden på grund af sin størrelse og aktivitetsbehov ikke en stor mængde foder, men kan nøjes med en skål tørfoder morgen og aften. Dog bør aktivitetsniveau og fodermængde justeres efter hinanden – en meget aktiv jagthund kræver selvfølgelig mere foder end en familiehund.

En korthåret og ruhåret gravhund kræver ikke megen pelspleje, mens en langhåret gravhund bør børstes ofte.

Det vigtigste man som ejer kan gøre for gravhundens trivsel er mest af alt at give den en masse opmærksomhed og ros – så føler den stolte hund sig værdsat.

Arvelige sygdomme

Gravhunden er generelt en sund race, der ofte bliver meget gammel. De er dog i risiko for at få rygskader, især når de er overvægtige. Faktisk er gravhunde mere disponerede for diskusprolaps og lignende rygproblemer end andre racer. 

Så det er vigtigt at holde din hund slank og muskuløs.

Husk at børst tænder på din hund, da de små hunde har tendens til tandproblemer.

Træning af gravhunde

Det er vigtigt at have i baghovedet under træning, at gravhunden er avlet til jagt i grave og sporing af vildt – ikke til dressur og voldsom fysisk udfoldelse. Derfor er agility eller løb en meget dårlig sport til gravhunden. Racen egner sig bedst til intellektuelle udfordringer som fx sportræning og motiverende opgaveløsning.
På grund af racens egenrådige og viljestærke temperament bør den trænes med en fast og kærlig hånd, så den ikke er i tvivl om, hvem der bestemmer. Af samme grund kan det være givtigt at lave mange tillidsøvelser og træne hunden i at lystre dig som ejer og træner.

Hvor langt må min hvalp gå?

Der er selvfølgelig individuelle forskelle fra hvalp til hvalp og fra race til race. Hvis din 9 uger gamle hundehvalp bruger 80% af tiden på gåtur på at snuse og kigge, så må gåturen godt være længere, mens hvis din hundehvalp drøner derudaf, så bør du holde turen under 15 minutter indtil hvalpen er 12 uger. Det som man bør undgå med hvalpe, er monoton gang. Det betyder den type gang vi ser på fortove, asfalt og lignende, hvor hunden har samme bevægelsesmønster eller gentager samme bevægelser. Dette er hårdt for hvalpens umodne krop og kan have betydning for udviklingen af led og sener.

Når din hvalp er rundet 12 uger kan du sætte turens længde en smule op. Grundlæggende er det ikke vigtigt at hundehvalpen går lange ture, men det er vigtigt at den får nye indtryk. Sørg derfor for at din hund får oplevet forskellige miljøer, nye underlag og dufte. 

Hvis din hundehvalp er utryg ved at gå tur i begyndelsen og ikke vil besørge på turen, så sørg for at gå den samme tur i nogle dage, så du begrænser hvor mange nye indtryk den får. Hundehvalpe er individuelle og hvor nogen vil kræve mange nye indtryk, skal man tage det roligt med andre. 

I skoven, på stranden og i kuperet terræn må din hundehvalp gerne gå længere ture. Faktisk forebygger fysisk aktivitet i kuperet terræn og på blødt underlag forskellige ledsygdomme og skader. Det er med til at opbygge muskulatur og det giver hvalpen bedre koordination og balance.

Hvalpe og trapper

En hvalp bør så lidt som muligt op og ned ad trapper, før den er over 1 år gammel. Hvis man har trapper i hjemmet, er det derfor vigtigt, at man forhindrer hvalpen i at komme på trapperne. Hvis man sover ovenpå, og vil have hvalpen til at sove i soveværelset, bør man bære den lille hvalp op og ned den første tid

 

Ligesom ved almindelig gang, så gælder det samme i forhold til trapper: det er ikke sundt med monotone bevægelser! Det betyder at din hvalp ikke skal gå på trapper.

Hvornår kan min hundehvalp gå lange ture?

Du kan gradvist øge længden på gåturene i takt med at din hundehvalp vokser. Vær i hele opvæksten opmærksom på, at hundehvalpen går på varieret underlag, gerne kuperet, og helst ikke for meget monoton gang. 

Når din hundehvalp er fuldt udvokset kan du gå så lange ture du ønsker med den, så længe konditionen er god. Kondition bygges langsomt op over tid, ligesom ved mennesker. En hund er fuldt udvokset hund er ved omkring 12 måneder for mindre hunde og 18-24 måneder for store hunde.

Begynd renlighedstræning med hundehvalpen

Det bliver nemmere for både dig og din hund, hvis du begynder renlighedstræningen, imens din hund er hvalp. Det er altid nemmere at lære din hund nogle gode vaner, end at skulle korrigere dårlige vaner senere hen, hvor opgaven er en helt anden og mere tidskrævende.

Gå udenfor hver 2.-3. time

Hvalpen skal ud hver gang, den har sovet, har spist og drukket, har leget og været i bevægelse, møder nye gæster eller bliver opstemt. Det virker umiddelbart af meget, så som en huskeregel kan du lukke hundehvalpen ud hver anden til tredje time. Så sikrer du bedre, at hvalpen ikke besørger indenfor.

Giv ros og godbidder

Al træning hjælpes godt på vej af ros og godbidder, og renlighedstræning er ingen undtagelse. Ros og godbidder lærer hurtigt din hund hvilken adfærd, der belønner sig, og den vil helt naturligt ønske at gentage de handlinger. Giv gerne din hund en godbid og et smil, når den er færdig, så den kan føle sig stolt over sine fremskridt.

Opsøg flere underlag

Det er en rigtig god idé at lære din hvalp at besørge på flere typer underlag. Det bliver en fordel for dig, når du har hunden med i uvante omgivelser, hvor der ikke nødvendigvis er græs. Tag hvalpen med på forskellige gåruter, så den oplever underlag som grus, græs og asfalt under poterne. 

Renlighedstræning af hvalpen uden afstraffelse

En lille hundehvalp har travlt med at udforske, spise og sove, og derfor er den ikke altid opmærksom på sit eget behov for at skulle besørge eller tisse. Som hundeejer er det naturligvis en træls opgave at skulle gøre rent efter et uheld, men med en hundehvalp hører det med.

Er uheldet ude, og din hund besørger indenfor, så gavner det ikke renlighedstræningen at straffe hvalpen. Afstraffelse vil gøre hundehvalpen usikker over for dig, og det kan lære den ikke at tisse i nærheden af dig. Det vil udelukkende gøre fremtidens gåture mere besværlige og utrygge for jer begge. Ros og beløn i stedet den ønskede adfærd, da din hundehvalp helt automatisk vil forsøge at gentage det, den lige har gjort næste gang.

Vedvarende urenlighed

Oplever du, at din hund besørger indenfor, når du ikke er hjemme, selvom du har renlighedstrænet den, så kan der være et underliggende problem til stede. Din hund lider måske af separationsangst eller en sygdom, der gør, at den ikke kan holde sig som en normal voksen hund. I sådanne tilfælde er det altid en god idé at opsøge din dyrlæges råd og vejledning og få hunden i behandling.

Mini Milla
Find vej
Thujavej 111,
5250 Odense SV
Danmark
Kontakt os
+45 53 80 27 90
Minimillaaps@gmail.com
Mobilepay: 279060
CVR: 41278579